Presseklip
Finalekoncert med Carl Nielsens musik . ( august 2022 )
Alle sejl var sat til, da ”Klassisk i Sorø” havde finalekoncert søndag eftermiddag i klosterkirken. 3 vokalsolister, 40 professionelle ,unge musikere i orkestret, ca. 50 i Chorus Soranus , 15 i børnekoret + blæserkvintet. I alt ca. 100 medvirkende. I spidsen for det hele Kristine Vad, der sammen med andre gode kræfter, ikke mindst festivalkomiteen, havde været tænketank for hele herligheden. Som prikken over i´et havde man hentet Rie Koch fra DR ´s P2 musikafdeling som konferencier. Det er hun nærmest selvskreven til ,- på en gang kyndig, velformuleret og charmerende . Det var også nødvendigt med det store publikum, der fyldte alle bænkeraderne og mere til i kirkens hoveskib.
Fejringen skyldtes meget betænksomt 100 året for Folkehøjskolens Melodihåndbog, som med årene er svulmet op til en fyldig bog. Endelig kunne vi som publikummer glæde os over, at kirkens højttaleranlæg, som har gjort mange knuder ved de tidligere koncerter, nu virkede perfekt. I hvert fald når Rie Koch trakterede det.
Programmet var naturligvis centreret omkring Carl Nielsens musik. Hovedværket, hvor alle uden undtagelse medvirkede, var Carl Nielsens ”Fynsk Forår”, dette forunderlige bestillingsværk
fra 1922, der viser Nielsen både som folkelig og som elitær komponist. Alt sammen til Aage Berntsens åh så dejligt danske tekst, fyldt med poesi og humor. Opførelsen lykkedes meget fint,- småfejl har det med at forsvinde op under kirkens hvælvinger, så de ikke høres. Med Kirstine Vad som en urokkelig klippe til at styre tropperne kunne intet gå galt. Og der er ellers nok af faldgruber i dette værk, som kræver omhyggeligt forarbejde.
Sangsoloerne i ”Fynsk Forår” er både for voksne og børn. Cassandra Lemoine som sopransolist med tindrende klang i højden, David Danholt med lyrisk tenorklang og perfekt tekstudtale i ”Den milde dag er lys og lang ”, Jakob Vad med autoritet og fylde i ” Der har vi den aldrende sol igen”. – I børnekoret hørte vi 2 gode børnestemmer: Astrid Lammert Køhl Hansen og Malte Pape Breum. De sang deres små soloer fint og præcist.
For en gangs skyld var publikum også aktivt under koncerten. Stående fik vi lov til at synge for fuld hals sammen med børnekoret og Chorus Soranus i en række kendte højskolesange og salmer. Dog lykkedes det ikke helt at få tilhørerne med på ”Min Jesus, lad mit hjerte få” sammen med blæserkvintetten i velment, tillempet udgave. Samme blæserkvintet havde umiddelbart før så smukt spillet hele ”Blæserkvintetten opus 43” , et af Carl Nielsens kendteste værker, med skyldig hensyntagen til kirkerummets fyldige akustik.
Koncerten blev afslutningen på den 53. sæsons i alt 10 vellykkede festivalkoncerter. Mon ikke festivalkomiteen allerede er i fuld gang med at planlægge sæson nr. 54 ! ?
Hans Krarup
Alle sejl var sat til, da ”Klassisk i Sorø” havde finalekoncert søndag eftermiddag i klosterkirken. 3 vokalsolister, 40 professionelle ,unge musikere i orkestret, ca. 50 i Chorus Soranus , 15 i børnekoret + blæserkvintet. I alt ca. 100 medvirkende. I spidsen for det hele Kristine Vad, der sammen med andre gode kræfter, ikke mindst festivalkomiteen, havde været tænketank for hele herligheden. Som prikken over i´et havde man hentet Rie Koch fra DR ´s P2 musikafdeling som konferencier. Det er hun nærmest selvskreven til ,- på en gang kyndig, velformuleret og charmerende . Det var også nødvendigt med det store publikum, der fyldte alle bænkeraderne og mere til i kirkens hoveskib.
Fejringen skyldtes meget betænksomt 100 året for Folkehøjskolens Melodihåndbog, som med årene er svulmet op til en fyldig bog. Endelig kunne vi som publikummer glæde os over, at kirkens højttaleranlæg, som har gjort mange knuder ved de tidligere koncerter, nu virkede perfekt. I hvert fald når Rie Koch trakterede det.
Programmet var naturligvis centreret omkring Carl Nielsens musik. Hovedværket, hvor alle uden undtagelse medvirkede, var Carl Nielsens ”Fynsk Forår”, dette forunderlige bestillingsværk
fra 1922, der viser Nielsen både som folkelig og som elitær komponist. Alt sammen til Aage Berntsens åh så dejligt danske tekst, fyldt med poesi og humor. Opførelsen lykkedes meget fint,- småfejl har det med at forsvinde op under kirkens hvælvinger, så de ikke høres. Med Kirstine Vad som en urokkelig klippe til at styre tropperne kunne intet gå galt. Og der er ellers nok af faldgruber i dette værk, som kræver omhyggeligt forarbejde.
Sangsoloerne i ”Fynsk Forår” er både for voksne og børn. Cassandra Lemoine som sopransolist med tindrende klang i højden, David Danholt med lyrisk tenorklang og perfekt tekstudtale i ”Den milde dag er lys og lang ”, Jakob Vad med autoritet og fylde i ” Der har vi den aldrende sol igen”. – I børnekoret hørte vi 2 gode børnestemmer: Astrid Lammert Køhl Hansen og Malte Pape Breum. De sang deres små soloer fint og præcist.
For en gangs skyld var publikum også aktivt under koncerten. Stående fik vi lov til at synge for fuld hals sammen med børnekoret og Chorus Soranus i en række kendte højskolesange og salmer. Dog lykkedes det ikke helt at få tilhørerne med på ”Min Jesus, lad mit hjerte få” sammen med blæserkvintetten i velment, tillempet udgave. Samme blæserkvintet havde umiddelbart før så smukt spillet hele ”Blæserkvintetten opus 43” , et af Carl Nielsens kendteste værker, med skyldig hensyntagen til kirkerummets fyldige akustik.
Koncerten blev afslutningen på den 53. sæsons i alt 10 vellykkede festivalkoncerter. Mon ikke festivalkomiteen allerede er i fuld gang med at planlægge sæson nr. 54 ! ?
Hans Krarup
Jubilæumskoncert november 2021/ v Hans Krarup
Betagende jubilæumskoncert i Klosterkirken
Ikke uden grund var der stuvende fyldt i Sorø klosterkirke søndag eftermiddag, da den længe ventede fejring af 50-års jubilæet for Sorø Internationale Musikfestival omsider løb af stabelen med en storstilet koncert.
Man kan roligt sige, at det skete med pomp og pragt. Hver en plads på korbalustraden, hver en meter på gulvet foran denne , og hver en kirkebænk i det store kirkerum var besat med solister,orkestermusikere, korsangere og tilhørere.
Koncerten søndag eftermiddag var resultatet af mange kloge hoveders tanker. Et uhyre vel gennemtænkt program, der indledtes med Mads Damlunds udførelse af Bachs storslåede orgelpassacaglia og fuga i cmol. Samme værk, som kirkens tidligere organist , den legendariske Knud Vad, indledte åbningen af musikfestivalen med d. 19 . juni 1970. Det blev en udførelse man kunne kalde Knud Vad in memoriam . Med eller uden hensigt lagde Mads Damlund sig i sin udførelse af værket,hvad tempofornemmelse og klangskifte angik , tæt op ad Knud Vads fortolkning, som man kan høre den på hans 20 år gamle CD indspilning af samtlige Bachs orgelværker.
Da Merethe Køhl Hansen straks efter slog an til den efterfølgende uropførelse af Peter Navarro-Alonsos ”Via Crucis Sorae” , måtte man som tilhører overgive sig totalt, da komponisten gav håndtryk til Bach og lod en enlig cello citere orgelpassacagliaens tema , for derpå at bygge videre langt hen ad vejen på samme tema. Det var genialt tænkt ! – Den røde tråd gennem det store værk var bibelberetningen om Jesu korsvandring til Golgata med tekster af bla. vores fine og produktive salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen . Og sat i musik , der havde rødder i fortidens europæiske oratorietraditioner, men som ikke veg tilbage for ordmalende, undertiden dramatiske passager i nutidigt tonesprog. De stillede store krav til kvintetten af de dygtige vokalsolister, til det professionelle orkester af unge musikere. Og ikke mindst til det store, velklingende Chorus Soranus, der mod slutningen af værket blev suppleret med Klosterkirkens smukt syngende drenge-og mandskor.
Igen et genialt træk at lade drenge-og mandskoret træde til , hvor Paulus´ ord om ”tro, håb og kærlighed” runder hele det timelange værk af. Også visuelt var opførelsen af ” Via Crucis Sorae” ganske storslået , når man rettede blikket op mod det store krucifix .
Man kunne have frygtet, at forberedelserne og indøvningen af det store værk, havde tappet de medvirkende for kræfter , til skade for 2. del af koncerten: Bachs kantate ”Christ lag in Todesbanden ” , som Chorus Soranus også sang under Knud Vads ledelse i 1970. Men frygten var helt ubegrundet. Med et fint islæt af familien Vad blandt de medvirkende og med Merete Køhl Hansen som dirigent fik denne kantate en smuk, sikker og klangfuld opførelse. Merete Køhl Hansen
har hvert år siden sin ansættelse ved kirken taget et stort skridt fremad , og fremstår i dag som en erfaren kor-og orkesterleder, af hvem vi kan vente mange spændende oplevelser i de kommende år. Eftermiddagens koncerten var et tydeligt bevis herpå.
Ikke uden grund var der stuvende fyldt i Sorø klosterkirke søndag eftermiddag, da den længe ventede fejring af 50-års jubilæet for Sorø Internationale Musikfestival omsider løb af stabelen med en storstilet koncert.
Man kan roligt sige, at det skete med pomp og pragt. Hver en plads på korbalustraden, hver en meter på gulvet foran denne , og hver en kirkebænk i det store kirkerum var besat med solister,orkestermusikere, korsangere og tilhørere.
Koncerten søndag eftermiddag var resultatet af mange kloge hoveders tanker. Et uhyre vel gennemtænkt program, der indledtes med Mads Damlunds udførelse af Bachs storslåede orgelpassacaglia og fuga i cmol. Samme værk, som kirkens tidligere organist , den legendariske Knud Vad, indledte åbningen af musikfestivalen med d. 19 . juni 1970. Det blev en udførelse man kunne kalde Knud Vad in memoriam . Med eller uden hensigt lagde Mads Damlund sig i sin udførelse af værket,hvad tempofornemmelse og klangskifte angik , tæt op ad Knud Vads fortolkning, som man kan høre den på hans 20 år gamle CD indspilning af samtlige Bachs orgelværker.
Da Merethe Køhl Hansen straks efter slog an til den efterfølgende uropførelse af Peter Navarro-Alonsos ”Via Crucis Sorae” , måtte man som tilhører overgive sig totalt, da komponisten gav håndtryk til Bach og lod en enlig cello citere orgelpassacagliaens tema , for derpå at bygge videre langt hen ad vejen på samme tema. Det var genialt tænkt ! – Den røde tråd gennem det store værk var bibelberetningen om Jesu korsvandring til Golgata med tekster af bla. vores fine og produktive salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen . Og sat i musik , der havde rødder i fortidens europæiske oratorietraditioner, men som ikke veg tilbage for ordmalende, undertiden dramatiske passager i nutidigt tonesprog. De stillede store krav til kvintetten af de dygtige vokalsolister, til det professionelle orkester af unge musikere. Og ikke mindst til det store, velklingende Chorus Soranus, der mod slutningen af værket blev suppleret med Klosterkirkens smukt syngende drenge-og mandskor.
Igen et genialt træk at lade drenge-og mandskoret træde til , hvor Paulus´ ord om ”tro, håb og kærlighed” runder hele det timelange værk af. Også visuelt var opførelsen af ” Via Crucis Sorae” ganske storslået , når man rettede blikket op mod det store krucifix .
Man kunne have frygtet, at forberedelserne og indøvningen af det store værk, havde tappet de medvirkende for kræfter , til skade for 2. del af koncerten: Bachs kantate ”Christ lag in Todesbanden ” , som Chorus Soranus også sang under Knud Vads ledelse i 1970. Men frygten var helt ubegrundet. Med et fint islæt af familien Vad blandt de medvirkende og med Merete Køhl Hansen som dirigent fik denne kantate en smuk, sikker og klangfuld opførelse. Merete Køhl Hansen
har hvert år siden sin ansættelse ved kirken taget et stort skridt fremad , og fremstår i dag som en erfaren kor-og orkesterleder, af hvem vi kan vente mange spændende oplevelser i de kommende år. Eftermiddagens koncerten var et tydeligt bevis herpå.
Finalekoncert 5. september 2021 /v. Hans Krarup
Forrygende finalekoncert .
Den har været længe undervejs, den finalekoncert , der fandt sted søndag eftermiddag i Klosterkirken i Sorø i serien af festivalkoncerter i ” Klassisk i Sorø”. Først satte renovationen af kirken en kæp i hjulet. Siden kom coronakrisen og gjorde det samme. Men det viste sig, at koncerten var værd at vente på. Den fyldte kirke kunne udelt glæde sig over den musik , der passer som hånd i handske til det pragtfulde og næsten færdigrestaurerede kirkerum , musik fra baroktiden af Telemann, Händel og Bach. Musik, hvis udførelse var lagt i hænderne på musikere og sangere, professionelle såvel som amatører. I spidsen for hele herligheden den unge Kristine Vad , datter af Klosterkirkens tidligere organist Knud Vad, stifteren af og lederen af Chorus Soranus i mangfoldige år.
Kristine Vad er skabt af det samme stof som sin fader. Med hende i spidsen kan musikere, solister og korsangere føle sig trygge. For det første har hun partiturerne i hovedet, - ikke omvendt ! For det andet har hun en sejrsbevidst holdning, som signalerer sikkerhed parret med tydelig direktionsteknik. En uvurderlig egenskab for enhver kordirigent.,
Repertoirekendskab er også en del af hendes fædrene arv. Vivaldis GLORIA er altid et sikkert ”hit” , blot man har et dygtigt kor foran sig , og et orkester med en dygtig trompetist og oboist , samt et par vokalsolister, som kan mere end deres ”Fader Vor”. Kristine Vad havde sørget for det hele. Barokorkestret Originalerne.org havde glimrende solister, der mestrede de smukt klingende kopier af originalinstrumenter, og solisterne Frederikke Kampmann Nana Bugge Rasmussen og Emil Lykke sang som de rene engle. Sidst men ikke mindst det 50 mand store ”Chorus Soranus” , som i mangfoldige år har været et stort kulturaktiv i Sorø by, imponerede med stor åben klang i de kraftige passager og nænsom renhed i piano -afsnittene.
Inden Vivaldis GLORIA havde Kristine Vads bror Jakob Vad med autoritet og flot teknik fremført et andet ” hit” fra alle bassers yndlingsrepertoire: ”The Trumpet shall sound” af Händels ”Messias”. Jakob Vad har klang og kraft i sin stemme, som matchede fint til Justin Blands suveræne baroktrompetspil.
Koncertens 2.afdeling var Bachs D-dur Magnificat , hvor Chorus Soranus med dødsforagt kastede sig ud i de hundesvære noder, og slap fra det med mere end livet i behold og stor anerkendelse fra det fyldte kirkerum, der ikke blot applauderede kor og orkester, men også perlerækken af sangsolister. Foruden de førnævnte hørte vi Den purunge finske sopran Outi Helena Karjalainen, der sluttede sig til de 4 øvrige solister i Bachs Magnificat. Det blev udførelsen absolut ikke ringere af.
Søndag d. 21. november skal CHORUS SORANUS igen i ilden til Klosterkirkens endelige indvielse efter den omfattende restaurering. Vi glæder os!
Den har været længe undervejs, den finalekoncert , der fandt sted søndag eftermiddag i Klosterkirken i Sorø i serien af festivalkoncerter i ” Klassisk i Sorø”. Først satte renovationen af kirken en kæp i hjulet. Siden kom coronakrisen og gjorde det samme. Men det viste sig, at koncerten var værd at vente på. Den fyldte kirke kunne udelt glæde sig over den musik , der passer som hånd i handske til det pragtfulde og næsten færdigrestaurerede kirkerum , musik fra baroktiden af Telemann, Händel og Bach. Musik, hvis udførelse var lagt i hænderne på musikere og sangere, professionelle såvel som amatører. I spidsen for hele herligheden den unge Kristine Vad , datter af Klosterkirkens tidligere organist Knud Vad, stifteren af og lederen af Chorus Soranus i mangfoldige år.
Kristine Vad er skabt af det samme stof som sin fader. Med hende i spidsen kan musikere, solister og korsangere føle sig trygge. For det første har hun partiturerne i hovedet, - ikke omvendt ! For det andet har hun en sejrsbevidst holdning, som signalerer sikkerhed parret med tydelig direktionsteknik. En uvurderlig egenskab for enhver kordirigent.,
Repertoirekendskab er også en del af hendes fædrene arv. Vivaldis GLORIA er altid et sikkert ”hit” , blot man har et dygtigt kor foran sig , og et orkester med en dygtig trompetist og oboist , samt et par vokalsolister, som kan mere end deres ”Fader Vor”. Kristine Vad havde sørget for det hele. Barokorkestret Originalerne.org havde glimrende solister, der mestrede de smukt klingende kopier af originalinstrumenter, og solisterne Frederikke Kampmann Nana Bugge Rasmussen og Emil Lykke sang som de rene engle. Sidst men ikke mindst det 50 mand store ”Chorus Soranus” , som i mangfoldige år har været et stort kulturaktiv i Sorø by, imponerede med stor åben klang i de kraftige passager og nænsom renhed i piano -afsnittene.
Inden Vivaldis GLORIA havde Kristine Vads bror Jakob Vad med autoritet og flot teknik fremført et andet ” hit” fra alle bassers yndlingsrepertoire: ”The Trumpet shall sound” af Händels ”Messias”. Jakob Vad har klang og kraft i sin stemme, som matchede fint til Justin Blands suveræne baroktrompetspil.
Koncertens 2.afdeling var Bachs D-dur Magnificat , hvor Chorus Soranus med dødsforagt kastede sig ud i de hundesvære noder, og slap fra det med mere end livet i behold og stor anerkendelse fra det fyldte kirkerum, der ikke blot applauderede kor og orkester, men også perlerækken af sangsolister. Foruden de førnævnte hørte vi Den purunge finske sopran Outi Helena Karjalainen, der sluttede sig til de 4 øvrige solister i Bachs Magnificat. Det blev udførelsen absolut ikke ringere af.
Søndag d. 21. november skal CHORUS SORANUS igen i ilden til Klosterkirkens endelige indvielse efter den omfattende restaurering. Vi glæder os!
Finalekoncert 25-08-2019
Julekoncert 2018
Anmeldelse: Fornem afslutning på musikfestival
Sorø - 21. august 2018 kl. 21:05
Af Hans Krarup
Der var stil og kvalitet over afslutningskoncerten i »Klassisk i Sorø« i Sorø Klosterkirke søndag eftermiddag.
Ingen tvivl om, at papa Haydn sad i sin himmel og glædede sig over de i alt 80 sangere og musikeres opførelse af hans »Store Orgelmesse« under Svend Lyngbergs kompetente ledelse.
Og med et stort publikum, over 200, med medlemmerne af Stiftelsen Sorø Akademi på de forreste bænkerækker.
Chorus Soranus, hvor både veteraner og unge sangere samt en håndfuld assistenter deltog, havde arbejdet ihærdigt det sidste halve års tid med det krævende korpartitur, der ligger godt både for yngre og ældre stemmer.
Det unge kammerorkester med de særprægede engelskhorn og obo da caccia´er klang charmerende. Orkestret var en blanding af professionelle og semiprofessionelle unge musikere, med sikker hånd håndplukket af Svend Lyngberg .
De fire unge vokalsolister, Nina Bols Lundgren, Anne-Sofie Søby Jensen , David Danholt og Jakob Vad, pyntede med deres velskolede og friske unge stemmer, når de fik lejlighed til det.
Desværre kun i få takter ad gangen, for det er altid koret, der har 1. prioritet i Haydns messer.
Erik Hildebrandt-Nielsen sad ved kirkens lille kororgel.
Som soloinstrument er det spinkelt, men når det glider ind i helheden sammen med orkestret, kaster det lysglans over musikken.
Koncerten indledtes med Mozarts 2. af i alt fire hornkoncerter - alle skrevet til hornisten og ostehandleren Leutgeb.
Normalt hører man altid den 3die hornkoncert, men her var det for en gangs skyld nr. 2, der især udmærker sig ved en særpræget 3.sats med horn-treklange og ekkovirkninger, som gjorde fin virkning i klosterkirkens rumakustik.
Solisten, Thorbjørn Gram, hyppig assistent i Det kgl. Kapel og DR symfoniorkestret, spillede velfraseret og klangfuldt.
Mange måtte knibe en vemodig tåre, da formand Klaus Gylling fortalte, at der nu gik to sæsoner, før »Klassisk i Sorø« igen kunne arrangere koncerter i klosterkirken.
Kirken skal gennemgå en grundig renovering. Ikke desto mindre bliver der i de følgende år mange koncerter i andre velegnede lokaliteter.
Sorø - 21. august 2018 kl. 21:05
Af Hans Krarup
Der var stil og kvalitet over afslutningskoncerten i »Klassisk i Sorø« i Sorø Klosterkirke søndag eftermiddag.
Ingen tvivl om, at papa Haydn sad i sin himmel og glædede sig over de i alt 80 sangere og musikeres opførelse af hans »Store Orgelmesse« under Svend Lyngbergs kompetente ledelse.
Og med et stort publikum, over 200, med medlemmerne af Stiftelsen Sorø Akademi på de forreste bænkerækker.
Chorus Soranus, hvor både veteraner og unge sangere samt en håndfuld assistenter deltog, havde arbejdet ihærdigt det sidste halve års tid med det krævende korpartitur, der ligger godt både for yngre og ældre stemmer.
Det unge kammerorkester med de særprægede engelskhorn og obo da caccia´er klang charmerende. Orkestret var en blanding af professionelle og semiprofessionelle unge musikere, med sikker hånd håndplukket af Svend Lyngberg .
De fire unge vokalsolister, Nina Bols Lundgren, Anne-Sofie Søby Jensen , David Danholt og Jakob Vad, pyntede med deres velskolede og friske unge stemmer, når de fik lejlighed til det.
Desværre kun i få takter ad gangen, for det er altid koret, der har 1. prioritet i Haydns messer.
Erik Hildebrandt-Nielsen sad ved kirkens lille kororgel.
Som soloinstrument er det spinkelt, men når det glider ind i helheden sammen med orkestret, kaster det lysglans over musikken.
Koncerten indledtes med Mozarts 2. af i alt fire hornkoncerter - alle skrevet til hornisten og ostehandleren Leutgeb.
Normalt hører man altid den 3die hornkoncert, men her var det for en gangs skyld nr. 2, der især udmærker sig ved en særpræget 3.sats med horn-treklange og ekkovirkninger, som gjorde fin virkning i klosterkirkens rumakustik.
Solisten, Thorbjørn Gram, hyppig assistent i Det kgl. Kapel og DR symfoniorkestret, spillede velfraseret og klangfuldt.
Mange måtte knibe en vemodig tåre, da formand Klaus Gylling fortalte, at der nu gik to sæsoner, før »Klassisk i Sorø« igen kunne arrangere koncerter i klosterkirken.
Kirken skal gennemgå en grundig renovering. Ikke desto mindre bliver der i de følgende år mange koncerter i andre velegnede lokaliteter.
Skøn finale på klassisk musikfestivalSøndag eftermiddag 19. august (2018 red)dannede Sorø Klosterkirke rammen om dette års finalekoncert på Sorø Internationale Musikfestival, og hvilken finale. Det var et pragtfyrværkeri af en finalekoncert.
Først opførte Det Unge Kammerorkester Wolfgang Amadeus Mozart’s Hornkoncert nr. 2 med Thorbjørn Gram som solist. Orkesteret var en sand fryd at lytte til, og Thorbjørn fik hurtigt spillet sig varm og leverede især en fantastisk flot Rondo Più allegro 6/8, som, ok, efter min mening også er den mest melodiøse og dermed fængende af de tre satser.
Efter en kort pause tog det store lokale kor Chorus Soranus opstilling på det trappeformede podie bag Det Unge Kammerorkester, og med en veloplagt Svend Lyngberg som dirigent og Erik Hildebrandt-Nielsen ved kirkens lille orgel begyndte et sandt musikalsk festfyrværkeri.
Jeg ved ikke, hvor mange kor der findes i Danmark, som har både mod, ambition og format til at binde an med Joseph Haydn’s store orgelmesse Missa in honorem Beatissimae Virginis Mariae, men vi, der overværede koncerten, kan skrive under på, at det har Chorus Soranus. Til opførelsen var koret, i samspil med orkester og orgel, forstærket med de fire solister Nina Bols Lundgren (sopran), Anne-Sofie Søby Jensen (alt) David Danholt (tenor) og Jakob Vad (bas og tidligere medlem af Chorus Soranus).
Solisterne leverede deres partier helt suverænt, dels hver for sig, dels sammen. At fremhæve den ene for den anden, vil ikke være fair, for de var alle fire rigtig gode. Skal jeg alligevel dvæle ved en af dem, så bliver det Nina Bols Lundgren. Ikke på grund af hendes præstation under koncerten, men fordi hun fik mig til at tænke på Cristina Deutekom, der i min verden er en af dem der leverer den flotteste ’Nattens Dronning’ i Mozart’s Tryllefløjten. Jeg kunne godt forestille mig, at Nina kunne mestre den, og det gad jeg godt høre.
Chorus Soranus og Det Unge Kammerorkester leverede en super flot ramme om og baggrund for de fire solisters præstationer, og det gjorde koret med en smittende glæde, lykkefølelse og stolthed, som tog til efterhånden som koncerten skred frem og der opstod en nærmest magisk symbiose over en vellykket præstation mellem korets medlemmer, som kunne mærkes af og forplantede sig til publikum. En følelse, som jeg selv har haft fornøjelsen at opleve som medlem af Chorus Soranus i korets tidlige leveår.
Som tilhører følte jeg mig løftet op af sangen og musikken og svævede et sted mellem kirkerummets hvælvinger og bænkerækkerne med en følelse af sand nydelse. Kirkerummets enestående efterklang gør noget ved den musikalske oplevelse, som jeg aldrig har oplevet i nogen af de efterhånden mange koncertsale, som jeg har besøgt rundt om i verden.
Erik Hildebrandt-Nielsen ved orglet skal ikke glemmes, for når det var muligt at høre det lille orgels spinkle toner (det lille instruments toner druknede flere gange fuldstændig, når koret og orkesteret fyldte kirkerummet med værkets meget voluminøse passager), så var det en nydelse at høre. Medens jeg lyttede, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om den godt nok vanskeligere disciplin at betjene kirkens store orgel på afstand fra koret og orkesteret og kun adgang til at følge dirigenten gennem et lille spejl, ville have ydet Erik Hildebrandt-Nielsen mere jævnbyrdighed.
Til læsere, der ikke overværede koncerten fordi de synes, at den slags musik ikke lige er noget for dem, vil jeg sige – sludder. Prøv det. Du behøver ikke være velbevandret i klassisk musik for at kunne nyde god musik, når den serveres i en klasse som vi oplevede det i søndags. Det er blot et spørgsmål om at sætte sig til rette, eventuelt lukke øjnene, og så lade musikken rive sig med.
Johannes Lundstrøm, forfatter og musikelsker
Først opførte Det Unge Kammerorkester Wolfgang Amadeus Mozart’s Hornkoncert nr. 2 med Thorbjørn Gram som solist. Orkesteret var en sand fryd at lytte til, og Thorbjørn fik hurtigt spillet sig varm og leverede især en fantastisk flot Rondo Più allegro 6/8, som, ok, efter min mening også er den mest melodiøse og dermed fængende af de tre satser.
Efter en kort pause tog det store lokale kor Chorus Soranus opstilling på det trappeformede podie bag Det Unge Kammerorkester, og med en veloplagt Svend Lyngberg som dirigent og Erik Hildebrandt-Nielsen ved kirkens lille orgel begyndte et sandt musikalsk festfyrværkeri.
Jeg ved ikke, hvor mange kor der findes i Danmark, som har både mod, ambition og format til at binde an med Joseph Haydn’s store orgelmesse Missa in honorem Beatissimae Virginis Mariae, men vi, der overværede koncerten, kan skrive under på, at det har Chorus Soranus. Til opførelsen var koret, i samspil med orkester og orgel, forstærket med de fire solister Nina Bols Lundgren (sopran), Anne-Sofie Søby Jensen (alt) David Danholt (tenor) og Jakob Vad (bas og tidligere medlem af Chorus Soranus).
Solisterne leverede deres partier helt suverænt, dels hver for sig, dels sammen. At fremhæve den ene for den anden, vil ikke være fair, for de var alle fire rigtig gode. Skal jeg alligevel dvæle ved en af dem, så bliver det Nina Bols Lundgren. Ikke på grund af hendes præstation under koncerten, men fordi hun fik mig til at tænke på Cristina Deutekom, der i min verden er en af dem der leverer den flotteste ’Nattens Dronning’ i Mozart’s Tryllefløjten. Jeg kunne godt forestille mig, at Nina kunne mestre den, og det gad jeg godt høre.
Chorus Soranus og Det Unge Kammerorkester leverede en super flot ramme om og baggrund for de fire solisters præstationer, og det gjorde koret med en smittende glæde, lykkefølelse og stolthed, som tog til efterhånden som koncerten skred frem og der opstod en nærmest magisk symbiose over en vellykket præstation mellem korets medlemmer, som kunne mærkes af og forplantede sig til publikum. En følelse, som jeg selv har haft fornøjelsen at opleve som medlem af Chorus Soranus i korets tidlige leveår.
Som tilhører følte jeg mig løftet op af sangen og musikken og svævede et sted mellem kirkerummets hvælvinger og bænkerækkerne med en følelse af sand nydelse. Kirkerummets enestående efterklang gør noget ved den musikalske oplevelse, som jeg aldrig har oplevet i nogen af de efterhånden mange koncertsale, som jeg har besøgt rundt om i verden.
Erik Hildebrandt-Nielsen ved orglet skal ikke glemmes, for når det var muligt at høre det lille orgels spinkle toner (det lille instruments toner druknede flere gange fuldstændig, når koret og orkesteret fyldte kirkerummet med værkets meget voluminøse passager), så var det en nydelse at høre. Medens jeg lyttede, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om den godt nok vanskeligere disciplin at betjene kirkens store orgel på afstand fra koret og orkesteret og kun adgang til at følge dirigenten gennem et lille spejl, ville have ydet Erik Hildebrandt-Nielsen mere jævnbyrdighed.
Til læsere, der ikke overværede koncerten fordi de synes, at den slags musik ikke lige er noget for dem, vil jeg sige – sludder. Prøv det. Du behøver ikke være velbevandret i klassisk musik for at kunne nyde god musik, når den serveres i en klasse som vi oplevede det i søndags. Det er blot et spørgsmål om at sætte sig til rette, eventuelt lukke øjnene, og så lade musikken rive sig med.
Johannes Lundstrøm, forfatter og musikelsker