Koncerter 2023
2. juli 2023: Afslutning på 'Historiske Dage' se: https://1684-1862.dk/index.php/events/afslutningsarrangement/
27. august 2023: Grundtvigskirken, København, kl. 16. Brahms Requiem
3. september 2023: Finalekoncert, Sorø Klosterkirke, kl. 16. Brahms Requiem se omtale*
2. december 2023: 'Jul' i Museumsgården
17. december 2023: Koncert - Sorø Klosterkirke kl. 16.
27. august 2023: Grundtvigskirken, København, kl. 16. Brahms Requiem
3. september 2023: Finalekoncert, Sorø Klosterkirke, kl. 16. Brahms Requiem se omtale*
2. december 2023: 'Jul' i Museumsgården
17. december 2023: Koncert - Sorø Klosterkirke kl. 16.
* omtale Finalekoncert med Chorus Soranus - Evighedperspektivet - Brahms Requiem m.m. - Sorø Internationale Musikfestival (soroemusik.dk)
Ved Finalekoncerten i år vil Kristine Vad og Chorus Soranus samt solister og orkester med udgangspunkt i Evighedsperspektivet præsentere
Arvo Pärts Fratres og Brahms’ Ein Deutsches Requiem.
Solister:
Johanne Thisted Højlund, sopran
Jakob Vad, baryton
Kristine Vad, dirigent
Chorus Soranus med Festivalorkester (sammensat af musikere fra bl.a. DR Symfoniorkestret, Danmarks Underholdningsorkester og Copenhagen Phil)
Program:
Arvo Pärt “Fratres” (1977)
Johannes Brahms “Ein deutsches Requiem”(1866)
Koncerternes tema er: “EVIGHEDSPERSPEKTIVET”
Baggrund:
Den estiske komponist Arvo Pärt skrev det betagende musikværk, “Fratres” (brødre) som en musikalsk illustration af, at “øjeblikket og evigheden kæmper indeni os”. Musikken er sammensat af variationer over et sekstakts tema, der skifter mellem en næsten manisk aktivitet og en sublim stilhed.
Arvo Pärt var fascineret af den indre kamp i det moderne menneske i 1977, og Iben Krogsdal beskrev den samme splittelse i 2020 i Kristeligt Dagblad under overskriften “Vi er blevet til her og nu-mennesker, der har glemt evigheden”, og Iben Krogsdal fortsætter: “Uden evighedsperspektivet er der ingen himmel at skrige til, når livet gør allermest ondt. Der er kun et spejl på væggen og en verden at fylde selv, indtil sandheden om os en dag for evigt er sagt.”
Det forstod Johannes Brahms måske bedre end de fleste. Han frygtede døden, og han viste det tydeligt i sine kompositioner og tekstvalg. Sent i livet nægtede han stadig at underskrive sit eget testamente, og han skrev mange gribende sange, der kredsede om dødelighed og den uvisse evighed. Efter tabet af sin nære ven og mentor Robert Schumann i 1856 og sin mors død i 1865, arbejdede Brahms på at fuldføre det ambitiøse værk, der kan have hjulpet ham med at konfrontere følelser af tab og smerte: Ein Deutsches Requiem (Et Tysk Requiem).
“En modvægt til fortvivlelsen har i årtitusinder været, at der findes en evighed, der tager meningens og retfærdighedens tunge byrde fra os. At der er en mening, selvom vi ikke har den selv. At der er en retfærdighed, selvom vi ikke får den til at ske fyldest selv,” skriver Iben Krogsdal, og de samme tanker går igen i Brahms unikke tekstvalg i “Ein Deutsches Requiem”, for i modsætning til det latinske standardrequiem tillader Brahms ingen hævn, ingen dom. Ordene “trøst” og “glæde” er de ord, der forekommer flest gange i værket; “De, der sørger, vil blive trøstet, og tårer vil høste glæde.” Brahms sætter menneskelig fortvivlelse i forgrunden, og han trøster de efterladte med evigheden: “Jeg vil indrømme,” skrev Brahms til en ven, “at jeg med glæde kunne udelade det ‘tyske’ og blot sige ‘Menneske’.”
Der venter både medvirkende og publikum en storslået musikalsk og menneskelig rejse i “Fratres” og “Ein Deutsches Requiem” – en rejse med evighedsperspektiv, og som derfor rækker langt udover det moderne individ og her-og-nu’et. Vi starter i kaos, forvirring og mørke, finder et diset lys og ender i en slags accept og tillid til, at død og smerte er en naturlig del af det menneskelige liv, og at sorg også rummer fortrøstning og glæde.
Ved Finalekoncerten i år vil Kristine Vad og Chorus Soranus samt solister og orkester med udgangspunkt i Evighedsperspektivet præsentere
Arvo Pärts Fratres og Brahms’ Ein Deutsches Requiem.
Solister:
Johanne Thisted Højlund, sopran
Jakob Vad, baryton
Kristine Vad, dirigent
Chorus Soranus med Festivalorkester (sammensat af musikere fra bl.a. DR Symfoniorkestret, Danmarks Underholdningsorkester og Copenhagen Phil)
Program:
Arvo Pärt “Fratres” (1977)
Johannes Brahms “Ein deutsches Requiem”(1866)
Koncerternes tema er: “EVIGHEDSPERSPEKTIVET”
Baggrund:
Den estiske komponist Arvo Pärt skrev det betagende musikværk, “Fratres” (brødre) som en musikalsk illustration af, at “øjeblikket og evigheden kæmper indeni os”. Musikken er sammensat af variationer over et sekstakts tema, der skifter mellem en næsten manisk aktivitet og en sublim stilhed.
Arvo Pärt var fascineret af den indre kamp i det moderne menneske i 1977, og Iben Krogsdal beskrev den samme splittelse i 2020 i Kristeligt Dagblad under overskriften “Vi er blevet til her og nu-mennesker, der har glemt evigheden”, og Iben Krogsdal fortsætter: “Uden evighedsperspektivet er der ingen himmel at skrige til, når livet gør allermest ondt. Der er kun et spejl på væggen og en verden at fylde selv, indtil sandheden om os en dag for evigt er sagt.”
Det forstod Johannes Brahms måske bedre end de fleste. Han frygtede døden, og han viste det tydeligt i sine kompositioner og tekstvalg. Sent i livet nægtede han stadig at underskrive sit eget testamente, og han skrev mange gribende sange, der kredsede om dødelighed og den uvisse evighed. Efter tabet af sin nære ven og mentor Robert Schumann i 1856 og sin mors død i 1865, arbejdede Brahms på at fuldføre det ambitiøse værk, der kan have hjulpet ham med at konfrontere følelser af tab og smerte: Ein Deutsches Requiem (Et Tysk Requiem).
“En modvægt til fortvivlelsen har i årtitusinder været, at der findes en evighed, der tager meningens og retfærdighedens tunge byrde fra os. At der er en mening, selvom vi ikke har den selv. At der er en retfærdighed, selvom vi ikke får den til at ske fyldest selv,” skriver Iben Krogsdal, og de samme tanker går igen i Brahms unikke tekstvalg i “Ein Deutsches Requiem”, for i modsætning til det latinske standardrequiem tillader Brahms ingen hævn, ingen dom. Ordene “trøst” og “glæde” er de ord, der forekommer flest gange i værket; “De, der sørger, vil blive trøstet, og tårer vil høste glæde.” Brahms sætter menneskelig fortvivlelse i forgrunden, og han trøster de efterladte med evigheden: “Jeg vil indrømme,” skrev Brahms til en ven, “at jeg med glæde kunne udelade det ‘tyske’ og blot sige ‘Menneske’.”
Der venter både medvirkende og publikum en storslået musikalsk og menneskelig rejse i “Fratres” og “Ein Deutsches Requiem” – en rejse med evighedsperspektiv, og som derfor rækker langt udover det moderne individ og her-og-nu’et. Vi starter i kaos, forvirring og mørke, finder et diset lys og ender i en slags accept og tillid til, at død og smerte er en naturlig del af det menneskelige liv, og at sorg også rummer fortrøstning og glæde.
|
|
|
|
|
|
|
